Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2007
Kan Kunstrådet mangfoldighed?
Kunstrådet har sat sig i spidsen for arbejdet med en politik for kulturel mangfoldighed. Spørgsmålet er om rådet kan magte opgaven.
CulturCommentar:
Rapporten om Kulturel mangfoldighed er udarbejdet til Kunstrådet
efter flere diskussioner om dette felt i rådet. Kort inden
det nuværende Kunstråd afgår, kan rådet ikke gøre stort andet
end at sende testamentariske ønsker videre til det kommende
råd og at sende ønsker videre til Kulturministeren.
Kunstrådet finder perspektiverne i rapporten væsentlige og
anbefaler rapportens forslag om, at der etableres en særlig
enhed i Kunststyrelsen til at håndtere denne opgave. I realiteten
er dette en beslutning, der skal træffes i samråd mellem Kulturministeren
og Kunststyrelsens ledelse, men med Kunstrådets anbefaling
af at bryde organisationens gennemgående faglige struktur
med en tværgående enhed står forslaget stærkt.
Kunstrådet tilslutter sig rapportens anbefaling af, at det kommende Kunstråd fortolker sin opgave som bredere end blot at støtte det i "etnisk henseende klassisk danske". Kunstrådet forsøger dog at begrænse fortolkningen af rapporten til at handle om genrebredde. Diskussionen skal handle om hvilke genrer der skal støttes - ikke om der indenfor genrer kan være grund til positiv opprioritering af ansøgere med anden kulturel baggrund og dermed med andre værdi- og kvalitetssæt. Dermed underkender Kunstrådet rapportens argumentation for variation som selvstændigt kvalitetskriterium. Man er ikke villig til at spørge til egne kvalitetsnormer.
Kunstrådet forholder sig ikke til rapportens påstand om, at
den kulturpolitisk væsentligste opgave er at støtte udvikling
af kunstnerisk potentiale. Ligesom man heller ikke forholder
sig til rapportens frygt for, at man ved den nuværende ensidige
danskhed overser en kreativ talentmasse.
Penge på vej
Et særligt problem, som nævnes i rapporten om Kulturel mangfoldighed, er, at en
genre skal anerkendes for at opnå offentlig støtte. Denne
anerkendelse kommer først, når genren er organiseret. Det
kræver en vis masse af ressourcestærke mennesker. Man kunne
i denne sammenhæng spørge, om det danske kunstlivs foreningsnet
er bredt nok? De fleste af de mange organisationer, som eksempelvis
har sæde i Kunstrådets repræsentantskab, har sikkert travlt
nok med at forsvare de "almindelige" medlemmer. Har de samtidig
styrke til at gå i front for den multikulturelle dimension,
med risiko for, at egne medlemmer får mindre i tilskud end
hidtil?
I første omgang har Kunstrådet valgt den nemmeste løsning:
man vil gerne opprioritere det multikulturelle arbejde, men
det kræver flere penge til det samlede Kunstråd. I det almindelige
realpolitiske spil kan Kunstrådet ikke lastes for dette synspunkt,
baglandet vil fuldt ud bakke op om ønsket om flere penge.
I den kunstpolitiske debat undlader man dog derved at gå ind
i det reelle, at de nuværende prioriteringer ikke giver tilstrækkelig
bredde. Når Kunstrådet fraskriver sig at kunne foretage sådanne
egne prioriteringer, fordi pengene i dag er for få, signalerer
man, at den nuværende Kunstrådskonstruktion ikke har den nødvendige
fleksibilitet og åbenhed til at kunne virke i forhold til
ændringer i krav fra omverden.
Kunstrådet, og vi andre med det, kan håbe, at der kommer flere
penge til rådet. Det er der i forvejen klare og tværgående
politiske meldinger om, at man gerne vil give, for eksempel tipspenge. Kunstrådet
ligger højt på listen - og bæres udviklingsperspektivet, mangfoldighed
i kulturen, fornuftigt rundt, kan dette endda være den løftestang,
som bevirker, at Kunstrådet faktisk får flere penge.
